Tips og tricks til de sociale medier

Tips og tricks til de sociale medier

Linda Y. Hansen 11. september 2014

”Face”, ”like me”, ”tweet” og ”hashtag” er blevet velkendte udtryk på de sociale medier og for nogle virksomheder kan det være en jungle at finde rundt i, når man måske ikke er helt med på det sociale beat.

For hvordan skal man skabe en kommunikationsstrategi på de sociale medier, når man ikke snakker samme sprog som de unge og når man ikke færdes på de sociale platforme til dagligt?

I dette indlæg giver jeg nogle hurtige tips og tricks til de sociale medier. Jeg vil præsentere, hvordan virksomheder kan få gavn af at være synlige på de sociale medier og hvorfor Facebook, Twitter og Instagram har opnået popularitet i markedsføring.

Facebook blær og lir

Face, et ansigt, eller en digital maske?

Facebook har opnået sin popularitet, blandt andet fordi man som bruger har mulighed for at skabe sin egen digitale identitet. Man er i kontrol over, hvad der skal postes, hvilke billeder, der skal offentliggøres og hvor man tjekker ind. Med andre ord: Man kan helt selv vælge, hvilken maske man skal have på. Er jeg den coole? Den kloge? Den sjove?…

Brugerne er i fuld kontrol, og for mange er det super fedt, at man kan fremstå som en bedre version af sig selv, hvor man er smukkere, sejere og kun deltager i fede begivenheder. Dette er helt klart et af Facebooks primære styrker. For det er et koncept, som tiltaler de fleste og derfor er der mange, som har en profil på de sociale medier og bruger Facebook til dagligt.

Virksomheder skal på de sociale medier for at skabe synlighed, men helt klart også for at vise personlighed. På de sociale medier har virksomheder en oplagt mulighed for at skabe en digital identitet som brugere kan identificere sig med, og hvis de kan det, så får virksomheden ofte et “like”…

Vupti! liket popper op på vennernes væg, de liker måske også, og det er så her, at den virale effekt skabes – som ringe i vandet.

Der er en fordel for de fleste virksomheder at få en profil på de sociale medier fordi man på en hurtig måde kan nå ud til en bred målgruppe. Man har som virksomhed muligheden for at være transparent, så alle er med på, hvem virksomheden er og hvad den kan tilbyde. Det er en måde, hvor man kan komme i direkte kontakt med kunden og det er en nem måde, hvor man kan skabe troværdighed og styrke sit brand.

Tweet med ord

På Twitter er man tvunget til kun at bruge 140 tegn i et opslag. Man begrænser altså brugernes mulighed for at udtrykke sig i et opslag, hvilket skaber rammen for den måde man kommunikerer på. Det virker umiddelbart ikke særligt fleksibelt, men det er en måde, hvor man kan komme ind til kernen af det man gerne vil udtrykke.

De som foretrækker Twitter er ofte brugere som synes, at Facebook er for støjende med for mange unødvendige opslag, for mange funktioner i form af events, chats, spil, invitationer mv. De vælger i stedet Twitter, som har valgt disse muligheder fra.

På Twitter er det forholdsvis lige til at fremstå professionel. Man kommunikerer kortfattet via ord, billeder og hashtags og kommunikationskonceptet bygger på, at man deler sine oplevelser med andre – kort og præcist.

Fordelen for virksomheder er, at man på de sociale medier kan målrette sin kommunikation og komme i direkte kontakt med andre virksomheder og kunder via simple tegn som @, # og RT.

På Twitter kan man derudover vælge, hvem som følger dig og hvem du gerne vil følge. Det kan være en god idé at ”blive venner med sine nærmeste fjender”, så man er ”up to date”, og på denne måde kan man blive inspireret, men også vise andre hvem ens ”venner” er. Dette er med til at give et fuldendt billede af, hvem virksomheden er som organisation.

Visuel Insta identitet

Instagram har derimod skabt en funktion, som dækker brugernes behov for at skabe og vise flotte billeder. Her handler det om det visuelle frem for ord.

På Instagram har du muligheden for at vise, hvem du er via en billedcollage som du selv skaber. Du kan dog skrive kommentarer og lave hashtags, men konceptet er, at man viser sit liv i billeder.

For en virksomhed, har man muligheden for at vise sin bedste side på de sociale meder, og på Instagram gør du det ved at tage gode billeder af arbejdsliv, medarbejdere og produkter. Derudover er der mange muligheder for at skabe fede kampagner i form af billeder, hvor man kan få målgruppen til at deltage, eksempelvis ved at lave hashtags og opfordre til at brugerne poster deres egne billeder. På Instagram er mulighederne mange, hvis man har noget at vise…

Er du en død sild på de sociale platforme?

Hvis du kan svare ja til dette, bør der gøres noget. Udfordringen ligger ofte i, at man ikke lige har ressourcerne til at holde profilerne ved lige på de sociale medier; der bliver ikke skrevet tilbage på kundekommentarer og profilerne ser kedelige og inaktive ud.

I dette tilfælde bør man overveje om profilerne overhovedet gavner og om det ikke bare får virksomheden til at fremstå som uprofessionel? Denne pointe gør sig gældende for alle sociale medie platforme. Hvis ikke man tager sig tid til at holde profilerne ved lige og poste regelmæssigt, hvorfor så have en profil?

Leg seriøst!

“Leg” er et centralt element på de sociale medier. For, hvis man ikke er i stand til at “lege”, og skabe underholdende indhold, så taber man sine brugere hen ad vejen.

Hvordan leger man så seriøst? Det gør man ved at lave en strategi og tilrettelægge kommunikationen, så den er skræddersyet til målgruppen. Det skal være sjovt, men det skal samtidigt give mening og være relevant.

Der er ikke noget værre end virksomhedsprofiler på de sociale medier som har kedelige updates, intetsigende informationer og grimme billeder. Mange brugere benytter sig af de sociale medier, fordi de gerne vil underholdes og hvem har ikke trykket ”unsubscribe” til en virksomhed hvis indhold var dødssygt?

Vær’ social, vær’ aktiv, vær’ livlig og vær’ sjov, så har du det bedste fundament for at skabe en profil, som kan leve og blive delt på de sociale medier.

Mød Zuckerbeg her: